• Pandoras markedsværdi falder med næsten 15 milliarder kroner

    المصدر: BDK Finans / 15 أغسطس 2025 08:30:26   America/Los_Angeles

    Pandora så et stort aktiehug fredag. Det danske smykkefirmas markedsværdi faldt med næsten 15 milliarder kroner ved børsluk fredag. Den er nu på 64,8 milliarder fraregnet virksomhedens egne aktier, skriver MarketWire. Det skyldes et kursfald på over 18 procent i smykkefirmaets aktie, der endte i 844,60 kroner. Det markante fald kommer i kølvandet på selskabets halvårsregnskab fredag morgen. Her fremgår det blandt andet, at Pandora er blevet ramt af usikkerhed om toldsatser fra USA's præsident, Donald Trump. På trods af usikkerheden fastholdt virksomheden fredag morgen sine forventninger til året. - På trods af makroøkonomiske udfordringer på top- og bundlinjen er vi sikre på, at vi vil levere vores mål for året gennem en spændende produktpipeline, nye kampagner og operationel agilitet, sagde Alexander Lacik, administrerende direktør, i halvårsregnskabet. Forventningerne lød på en organisk vækst på mellem syv og otte procent. Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds eksisterende forretning. Det medregner altså ikke vækst, som er opnået via for eksempel opkøb. Pandora fik i første halvår fremgang i salget, som landede på 14,4 milliarder kroner. Den organiske vækst endte derfor på syv procent. - I disse turbulente tider er vi tilfredse med endnu et kvartal med en høj encifret organisk vækst og stærk rentabilitet, sagde Alexander Lacik i regnskabet. En stor del af Pandoras smykker produceres i Thailand, men virksomheden har også produktion i blandt andet Kina, Vietnam og Indien. Pandora forventer, at amerikanske toldsatser vil ramme disse lande, og det kan komme til at koste. Ifølge Pandoras eget regnskab ventes det at koste selskabet 200 millioner kroner i 2025 og 450 millioner kroner i 2026. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/pandoras-markedsvaerdi-falder-med-naesten-15-milliarder-kroner
شارك على،